fredag den 1. marts 2024

PYJAMAS OG BRUNE SKO


Bortset fra de første to år, hvor vi boede på Blågårds Plads i en lille taglejlighed, var der ikke meget musik i vort hjem. Her havde vi et grammofonmøbel og lakplader med jazzmusik. Bag stuedøren hang en stor plakat af Louis Armstrong. Han blæste i sin trompet, og sveden perlede på hans pande. Jeg kaldte ham “Boogie”.  Da vi flyttede til Torveparken i Mørkhøj, fulgte lakpladerne ikke med. Jeg mindes en af dem faldt på gulvet og splintrede. I stedet fik vi en FM-radio, en Record fra Herofon i kabinet af teak. 

Vi boede i en treværelses lejlighed med kammer, hvor mine tre søskende og jeg delte kammeret. Der var to blå køjesenge uden stiger og stort set ikke plads til andet. Mit område bestod af væggen mellem sengegærdet og loftet. Jeg var den ældste og sov i øverste køje. Her tapede jeg op, hvad jeg kunne finde af billeder og tegneserier klippet ud af aviser og ugeblade. Da jeg blev lidt ældre, idoler fra månedsbladene Top Pop og Børge. I kiosken på Rybjerg Allé kunne man, for 25 øre, købe en grå papirpose med et stykke hårdt orange tyggegummi og en lille sorthvid plakat i. Jeg fik en af The Tremeloes og en af The Defenders.


Min bedste legekammerat boede på første sal i opgangen ved siden af, i samme børneværelse som mit men havde det helt for sig selv. Hans storebror havde det store soveværelse, og hans forældre sov i stuen på en sovesofa. Hans moster boede der også. Hun sov i indhakket i forstuen ved siden af akvariet, og der lugtede altid af seng i deres lejlighed. Vi var sjældent inde på værelset, men sad som regel på hendes ottoman, byttede frimærker, læste tegneserier eller så på fiskene. Til frokost fik han en rugbrødsmad med fedtegrever. Rugbrødet stegte han først på panden og altid i margarine.

En dag hørte vi høj musik udenfor. Vi kiggede ud af vinduet, og så en rød kasse der langsomt blev firet ned fra 2. sal af Solvejs storebror Bjørn. Det var højtalerlåget fra en rejsegrammofon, der dinglede frem og tilbage i ledningen, og ud af låget sang de, – She loves you, yeah yeah yeah...


– Hvem er det? spurgte jeg. – Det er The Beatles, svarede han.


Det år fik jeg beatlestøj til jul fra Daells Varehus. En kraveløs blå vatteret jakke med sorte kanter, og et par blånistrede uldbukser med sort ruskind over lommerne. Der var ingen knap i bukselinningen, men en skjult hægte. De kradsede afsindigt, og jeg havde altid et par stribede natbukser under. Men det var der ingen der kunne se, bortset fra når de af og til stak ud for neden.

Til det årlige juletræsbal på Hotel Pauli i Vojens, var jeg klædt i mit nye smarte tøj. Der var ligesom sket noget. Men ikke mere end jeg stadig havde godtepose, var plysset, og havde brune sko på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar